En sidste blog fra Kisumu :)

Ups jeg tror jeg har glemt jeg havde en blog, i hvert fald er det alt for længe siden jeg har skrevet, og der er sket så meget siden. Jeg vil prøve, at skrive kort om det hele.

Vera og jeg besteg for en måned siden Mount Kenya, vi havde en rimelig hård start, da Vera blev indlagt (på dagen vi skulle starte opstigningen), på hospitalet med madforgiftning. Dette resulterede i, at vi må korte vores tur så vi i stedet besteg Mount Kenya på 4 dage, hvor det var planlagt at tage 5. Det var en fantastisk oplevelse, men det var VIRKELIG hårdt. Vi var slet ikke i nok træning, men vi kom til tops. Desværre var det overskyet på toppen. Vi havde en vildt fantastisk tur, som er svær at beskrive, men skal opleves. Det var det hele værd, selvom, da vi besteg bjerget, jeg mange gange havde en indre stemme der sagde ”hvorfor skulle jeg lige det her”?

Vi afsluttede vores praktik med graduation party på Jamilo skole. Skolerne i Kenya, lukker i slutningen af november. Dette er pga. at deres sommer er hen over julen, og det er derfor alt for varmt, at sidde i skolerne. Derfor var vi en del af ’Graduation party’ på Jamilo skole. Vi var inviteret som ’invited guests’ og var bedt holde en tale, omkring hvorfor vi er her, og hvad vores projekt går ud på. Ifølge programmet skulle ’graduation’ starte kl. 9.00. Vi var der ca. 8.30, bare for at være på den sikre side. Kl. 9.00 var vi stadig de første ankomne. 10.30 var to forældre kommet. 11.30, var der ca. 20 forældre og de begyndte ligeså stille med programmet. 12.15 var der ca. 100 forældre.

På ingen måde var dette mærkeligt. Vi spurgte direktøren af skolen, om dette var normalt. Han svarede ”hvis du vil have folk til at ankomme ca. kl 11.00, så invitere du dem til kl 9.00”. Det glemte de bare lige at fortælle til os J. Vi snakkede i gruppen omkring hvordan det ville være i vores eget land, jeg sagde” i Danmark, ville du starte kl 9.00, og alle forældrene ville være på plads. Hvis en forældre kommer senere, ville det være upassende” men på ingen måde i denne kultur var det forkert. I Afrika har ingen stress, og der er ikke noget tidspunkt du kan komme for sent. Det er helt sikkert noget vi kunne lære lidt af. I vores land, har vi en masse mennesker med stress,  burn outs, depressioner osv, men her hvis du prøver, at forklare dem dette, forstår de det ikke. Som de selv siger, I, i vesten har uret, men vi har tiden.

I sidste uge var vi 3 dage i Homa Hills som ligger 3 timers kørsel fra Kisumu. I Homa Hills ligger søster projektet til YSDAK, som er den organisation vi arbejder for her i Kisumu. Her var vi virkelig i det fattig område i Kenya, og de var ikke vant til at se hvide mennesker. Vi så det lokale Cricket hold spille, og vi besøgte projektet Dairy goat’s. Projektet går ud på, at give en familie en ged. På den måde kan familien sælge gedens mælk, og de kan sælge dets kid, som er omkring 160 euros værd. På den måde, kan en helt familie betale skole penge, og de kan forsørge sig selv. Det var et virkelig godt projekt, og de lokale fortalte hvordan dette projekt har været med til, at udrydde fattigdom og givet deres børn muligheden for, at få en uddannelse.  Homa Hills var en god oplevelse, men vi var glade for, at komme hjem til Kisumu igen, Homa Hills var virkelig et hårdt område at være i.  

I søndags deltog Vera, Elise og jeg i world aids maraton run her i Kisumu. Man kunne enten løbe en maraton, en halv maraton eller deltage i en stafet. Vi ville dele en halvmaraton imellem os, men man skulle være 5 for at deltage. SÅ vi havde virkelig et problem, men vi fik overtalt vores sikkerhedsvagt og receptionist til, at løbe sammen med os. Vi delte en halvmaraton i fem, og vi blev sat af med bus på de forskellige steder, derefter når vores holdkammerat kom, skulle den anden tage over. Jeg var nummer to som skulle løbe, og det var virkelig en oplevelse. Jeg løb i slumkvarteret i Kisumu, jeg havde små børn uden sko, som heppede Musungu, og de lokale løbende ved siden af mig. Trods den ekstreme varme, var det virkelig en oplevelse. Derudover vandt vores hold halvmaraton stafetten, og vi fik hver 1000 shilling som svarer til 70 kr.  

Vores tid i Kisumu er ved, at være ovre. Vi mangler kun, at skrive rapporten og afslutte lidt forskellige ting. I dag skal vi besøge en af læreren på Jamilo skole, som fødte i forgårs.

Den 15 december starter vi en lille måneds rejse rundt i Kenya, vi skal b.la. til Tiwi beach, som ligger ved kysten i Kenya, hvorefter vi slutter vores rejse med 10 dage på Zanzibar. Derfor kan denne blog måske blive den sidste imens jeg er i Kenya. Jeg er simpelthen for dårlig til, at få skrevet så vil ikke love noget.

Kram, Klem og Knus Kirstine 

 

En måned i Kenya

En måned i Kenya, men det føles som en uge, tiden går hurtig, og der er svært at holde styr på dagene. Pludselig er det søndag og endnu en uge er gået. Med en måned i Kenya, har jeg sammenlagt været væk i 10 uger, og har 12 igen inden jeg er i Danmark igen.  

Vi begynder, at få en hverdag, og det er i starten virkede så unormalt er nu hverdag. Vera og jeg er begyndt, at løbe om morgenen, da der den 1 december er et aids maraton i Kisumu, og planen er, at løbe en halv maraton delt mellem os. Vera er ikke vant til, at løbe så planen er at jeg løber 15 og hun løber resten af en halv maraton. Den anden dag, vi løb igennem Kenyatta park, kl. 7.00 om morgenen, mødte vi 2 drenge (ca. 11-12 år) de sad begge og sniffede lim, sørgeligt, forfærdelig og virkeligt. Det er hverdag hernede, og det er blevet en del af vores liv. Skyldfølelsen er der stadig, og kan ikke sige at jeg nogensinde bliver vant til det, men man finder en måde, at håndtere det.

En ting, der gjorde et indtryk på os alle, var besøget til Joyland. Joyland er en institution for handicappede unge under 18 år. Der bor ca. 150, fordelt på sovesale med 32 unge. De fejler alt, fra brandsår, manglede arme, spastisker, mentalt handicappede og alt hvad der findes af handicap. Har aldrig følt mig mere utilpas, og samtidig haft det største smil skruet på. Disse børn er anbragt af systemet, fordi de ikke passer ind i det at være ”normal”, i Kenya er det at være handicappet et tabu, og det lider disse børn under. Fordi du mangler en hånd, gør det, at du skal være anbragt på en institution resten af dit liv, gemt væk fra samfundet? Elise og jeg, delte slik ud, til alle børnene, mens Vera og Marte snakkede med nogle af børnene. Har aldrig set så mange forskellige handicaps i mit liv, og det var svært at virke glad, men for deres skyld virkede vi glade, og til at have overskud. I et håbløs forsøg prøvede vi på, at give dem en god dag, velvidende at, for dem er der ingen fremtid, kun et liv gemt væk fra samfundet.

Med en måned i Kenya, var det tid til at se lidt af lande. Tror vi alle kunne nikke ja til, at vi trængte til, at få lidt tid væk fra Kisumu, det hele tiden ikke, at føle sig sikker er ret anstrengende i længden. Vi glædede os alle til, at komme til et mere turist prægede område. Tre dag på safari i Masai Mara! Og sikke en tur, vi kørte rundt i minivan på savannen i tre dage, og så alle slags dyr. Har set flere løver, vandbøfler, giraffer, elefanter, gnuer, hyænerne, zebraer end jeg kan tælle til. Det var en fantastisk oplevelse, og en helt anden stemning og ro end vi er vant til i Kisumu.      

Projektet går stille og roligt. My book buddy er helt færdig, vi mangler kun at fylde bogskabene med bøgerne, og sætte lærerne ind i bibliotek systemet.

I dag har vi ´haft vores tredje møde i vores youth group, og vi har omkring 30 piger hver gang.  De begynder, at åbne sig mere og mere op for os. Snakken omkring sikker sex, at et nej betyder nej, bliver letter når vi kender hinanden bedre. So fare so good.

Cooperation mellem Jamilo og Wandiege, havde vi torsdag vores 2 lærermøde, og endnu engang gik det rigtig godt. Det eneste problem vi møder, er at lærerne tror vi er VIRKELIG rige, de spurgt om vi kunne tage dem til Holland og vise vores skolesystem. Derudover spurgte de efter om vi kunne tage alle børnene med på tur til Victoria lake, det er ca. 200 børn, og de ville vi skulle betale. Det er meget frustrerende, at det i sidste ende altid handler om penge, men hvem kan bebrejde dem, de har intet.

Hiv/aids undervisning, vi har lektionen klar, og i næste uge er vi klar til at undervise. I går var vi på en pige efterskole, og give dem en ”pep” talk, inden deres eksamen. Derudover havde vi en ”pige” snak, omkring hvilke problemer de har.

Tingene går stille og rolig, og vi har masser, at give os til.

Dog torsdag i næste uge, bliver der tid til, at Vera og jeg kan rejse mod Mount Kenya og bruge fire dage på, at bestige Kenyas anden højeste bjerg.

Klem og Kram
Kirstine

 

Skyldfølelse og realitetsans

Skyldfølelse og realitetssans, er noget jeg følt de sidste par dage.

Lørdag havde vi vores første møde i vores youth group, og til vores store overraskelse dukkede der 35 piger op i alderen 13-15. Vi havde planlagt et program med forskellige aktive lege, som skulle ”bløde” stemningen lidt op. De var vildt generte, men efter et par sjove lege, var stemningen meget bedre. Vi fik snakket med dem om, hvad de godt kunne tænke sig at lave de næste kommende lørdage. Fodbold, dans, musik, matematik og snakke om at være teenager blev nævnt. For de næste kommende lørdage, har vi masser at give os til.

En del af det, at holde møder, er at bringe rent vand, også fordi vi er aktive, og pigerne ikke selv bringer vand. Vi havde købt vand, så de kunne få hvad der svarer til 2 glas hver. I løbet af vores første møde, spredte rygtet sig, at der var fire hvide piger der havde vand. I løbet af 1,5 time, havde vi pludselig 30-40 børn som tilskuer til vores youth group. Da vi delte vand ud til pigerne, diskuterede vi, om vi skulle give til børnene omkring os et glas. Kl. var 14.00 solen bagede, deres tøj var laset og de var tydeligvis tørstige. Skyldfølelsen flød straks ind over os alle, men hvis vi giver 30 vand, hvor mange vil komme næste lørdag, og lørdagen efter vil hele landsbyen så komme efter vand? Vi blev enige om, selvom det var hårdt og virkelig barsk, kun at give pigerne i gruppen vand. Uanset hvad vi gør, kan vi ikke hjælpe alle, og nogle gange, kan jeg bagefter tænke :”hvor kold er du lige? Du har lige nægtet et barn på 6 år rent vand.”

Det er problemet, for hver gang nogle fortæller om selv, falder tankerne straks på, hvordan kan jeg hjælpe dem? Og uanset hvad, kan vi aldrig hjælpe alle.

På vores hotel har vi en sikkerhedsvagt, han sidder hver dag fra 6.00 til 18.00, 7 dage om ugen, han har en gå tur på 45 min hver vej til hotellet, fordi han ikke har råd til transport. Han arbejder hver dag, uden nogen fridage. Han er 25, og har ikke muligheden for at gå ud en aften, fordi han skal møde tidlig næste morgen. Han tjener 8200 shilling hver måned, det svarer til 540 kr. Heraf betaler han 80 kr. i skat, og sender 130 kr. hjem til hans mor. Selvom han arbejder hårdt for ingenting, er han hver morgen vi kommer ned, smilende glad og ønsker os en go dag, og det samme når vi kommer hjem om aftenen. Hvis det var mig, vil jeg ikke synes der var meget at smile af, men vi glemmer ofte en vigtig ting, de er vant til den livsstil. Vi har ondt af dem, fordi vi er vant til noget helt andet. Men stadig, da han fortalt hvor meget han tjente pr. måned, kiggede jeg ned på mine shorts, de var mere værd end en månedsløn.  

Fredag havde vi første møde mellem de to skoler vi skal få til at samarbejde, Jamilo og wandiege. Mødet gik udover alt forventning, og lærerne fra de to skolerne, er villige til at samarbejde og synes det er rart at møde lærer fra andre skoler, så de kan snakke ideer og udfordringer med hinanden. Torsdag aften havde vi en knude i maven over lærer mødet, og var spændt på hvordan det ville gå. Knuden i maven kom sig af, at torsdag formiddag havde vi et lærermøde med lærerne på Jamilo skole, Marte og jeg var ansvarlige for mødet og ville fortælle hvilke observationer vi havde gjort i klasseværelserne, forbedringer og hvad de ønskede. Det var som at have 3 skolepiger sendt til skoleinspektøren for, at få en skideballe. Jeg var bange for de ville begynde at græde. Selvom vi var OVERVENLIGE og gjorde vores bedste for, at få en dialog kørende, klappede de i som østers og kiggede ned i borde. Vi sad overfor 3 voksne uddannede lærer.

Udfordringer er der nok af. Lørdag var vi på signature, som er byens største diskotek. Vi fulgtes med personalet på hotellet, da det ikke er sikkert for os at tage af sted 4 piger. I Kenya, hvis du går på gaden efter 23.00 bliver du anholdt. Så vi tog en tuk tuk. Da vi kom ind på diskotektet var vi de eneste musunkus, og alle greb ud efter os og ville snakke med os. Vi kunne ikke engang gå rundt for os selv, da det ikke var sikkert nok. Vi fandt et bord i et hjørne, og der sad jeg resten af aftenen, det var ikke særlig behagelig at gå rund. Selvom alle er super venlige, skal jeg lige vænne mig til i mit eget tempo, at alle vil være ven med dig og snakke med dig. Nogle gange, kan det hele blive lidt for overvældende.

Vi har endnu en travl uge i vente, men det er vidunderligt at være beskæftig og lave så mange forskellige spændende ting hele tiden.

Søndag skal vi på safari til Masa Mara og se dyrevandringen, glæder mig vildt til at se lidt af Kenya udover Kisumu.

Klem og kram fra Kirstine

 

 

My book buddy begynder at tage form, taskerne er færdige. Bogskabene mangler, at blive malet, og i dag har vi brugt hele dagen på at købe bøger.

Den virkelige verden!!!

Så startede den virkelige verden, alt det som 5 uger i Holland skulle forberede os på, og alt det skolen ikke kunne forberede os på, var pludselig en virkelighed.

Vi omgås lokal befolkningen, arbejder side om side, forhandler med dem og indgår den ene aftale efter den anden. 10 dage i Kisumu, Kenya og vi er ved, at have styr på projektet og dets indhold.

De sidste par dage, har vi brugt på at besøge lokale skoler, trykke en masse håndtryk og finde frem til hvilken skole vi vil samarbejde med, det resulterede i, at projektet indtil videre er:

My book buddy, som går ud på at lære børn at læse. Hver klasselokale bliver udstyret med et bogskab, fyldt med bøger, så eleverne kan tage en ny bog med hjem hver uge hele skoleåret. Hver elev bliver udstyret med en lille rygsæk hvor de kan have deres bog i, så de kan tage den med hjem. Vi har skulle finde en tømrer, og en skrædder til at lave bogskabe og tasker til eleverne. Bøgerne mangler vi endnu at købe, men det arbejde står vi selv for. Udover, at starte my book buddy på Jamilo skole hvor vi har base, er planen at få det startet på en mere skole.

Cooperation mellem Jamilio skole og Wandiege skole. Vi har interviewet lærerne på begge skoler, for at finde ud af hvad de hver især vil have ud at samarbejdet. Dette skal resultere i, at lærerne fra de to skoler kan dele viden og erfaring, og lærer af hinandens fejltagelser og gode resultater.

Derudover er Wandiege en skole, selvom det er forbud ved loven, en skole hvor børnene bliver slået. Regeringen tillader det ikke, men gør heller ikke noget ved det.

Siden skolen blev fri for alle i 2003 i Kenya, har regeringen ikke ansat flere lærer, men bruger antallet af elever fra 2003 som udgangs punkt for ansættelse af lærer. De ser derfor ikke nogen grund til at ansætte flere lærer, dette resulter i alt for mange elever på alt for lidt plads. På Wandiege skole, er den mindste klasse på 55 og den største klasse er med 120 elever.

Planen er, at udstyre denne skole med my book buddy. Derved har Jamilo og Wandiege skole allerede noget til fælles. Derudover skal vi have arrangeret lærermøder på kryds af de to skoler. Derved kan Jamilo give ud af sine erfaringer med ikke at slå eleverne. 

Youth group i området omkring skolerne, har vi de seneste dage samlet piger fra tre forskellige skoler. Pigerne er i alderen 13-15, og er omkring 40 i alt. På lørdag starte første ”ungdomsmøde”, hvor planen med gruppen er, at lege en masse lege sammen, og senere snakke ”alvorligt” omkring HIV/AIDS, tidlig graviditet, drenge, skole osv. I Kenya er det et stort problem, at pigerne forlader skolen pga. netop disse ting, og derved ikke får en uddannelse. Pige fodbold holdet, bliver ikke til noget, men er slået sammen med youth group, hvor de skal introduceres til boldspil, og måske senere selv starter et hold. Vi vil så meget men tiden er knap, derfor har vi valgt hvad vi synes der er vigtigst, og kan have størst indvirkning på kort tid

Derudover har vi undervist, da Jamilo skole er en lærer i undertal, og vi har derfor fyldt ind når der har været behov for det. Dette har været en kæmpe udfordring for mig, da eleverne er i alderen 4-7 år, og jeg har aldrig arbejdet med denne gruppe af elever før.

Ydermere bygger skolegangen på den behavioristiske tankegang, hvor eleverne er en tom skål der skal fyldes viden på. I dag havde jeg test (obligatorisk test, sendt ud af regeringen) med elever i alderen 6 år, de vidste hvordan man skulle udfylde en test, i sprog (engelsk) og matematik, men da vi bagefter skulle lege, vidste de ikke hvordan de skulle lave et puslespil, de er som små robotter, der ikke ved hvordan det er at tænke selv. Dog er de kun 6 år, og stadig UTROLIG søde.

I klassen sidder en dreng med en brækket arm, der ikke er gjort noget ved. Han kan slet ikke bruge armen og den er helt slap. Drengens familie har ikke råd til, at tage ham til en læge og få den lavet, og det er tydeligt at drengen har smerter i armen. Disse børn er så fattige, og det er svært at ikke føle sig forkælet når man hiver sin iphone frem for, at tage et billede af dem, deres største bekymring, er hvornår de får næste måltid.

En af pigerne fra skolen har epilepsi og fik i dag, i skolen et anfald. Forældrene vil ikke have, at hun kommer på hospitalet, selvom pigen er et skellet og jævnligt har anfald. De er så troende, at de mener hvis de beder nok, vil gud kurere hende. I dag blev det nok for lærerne på Jamilo skole, og valgte uden forældrenes tilladelse, at tage pigen til hospitalet, jeg har stor respekt for lærerne på skolen.

Det er et helt andet liv, at være i Kenya og langt fra det danske skole system.

Selvom jeg oplever mange barske ting, har det hele indtil videre været en kæmpe oplevelse. Arbejdet med de 3 hollandske piger, går helt uden problemer, vi har hver vores meninger og holdninger, men når altid til enighed.

Vi har ikke set ret meget af Kisumu, det er ikke sikkert for os at gå ud efter det bliver mørkt, så det sætter sine begrænsninger.

Dog har vi en Heineken bar på vores tagterrasse, så helt isoleret er vi ikke.

Der er meget mere, at fortælle men må holder holde for nu

Hilsen Musungu Kirstine

120 elever i en klasse!!

Klasse regler

 

 

 

Kenya, ikke den start jeg havde håbet på!!

24 timer og 3 forskellige fly, og vi kunne endelig sætte vores fødder på fast land i Kisumu. Vi ankom torsdag, og siden har det hele været lidt hektisk.
Landet er anderledes, og selvom jeg har prøvet at forberede mig på det, fik jeg et chok.
Men ser man bort fra alt den luksus jeg er vant til hjemmefra, er her fantastisk. Folket er mere ende venlige, og fordi du er hvid vil de endnu mere i kontakt med en.
Muzungu er navnet for hvid, og i deres øje er det det samme som, at være rig.

De første par dage har vi mest sonderet terrænet, og set Victoria lake, som jeg har udsigt til imens jeg sidder og skriver på bloggen. Victoria lake, er verdens anden største ferskvands sø.
Vi var nede, for at få frokost ved søen, og vi fandt en rigtig hyggelig restaurant. Vi bestilte alle fire en stor fisk sammen, og jeg spurgt om det var muligt at få ris til min fisk, tjeneren svarede: "selvfølgelig kan du få ris til dine fisk, men så vil der gå lang tid inden i får jeres mad, for jeg skal først ud at købe risene, og derefter koge dem", jeg tog pommes i stede :)
TIA= this is Africa, er noget vi oplever hele tiden, der er allerede masser af historier, at fortælle om, og er sikker på denne tur bliver en oplevelse for livet.

på den mere triste side, har jeg lige tilbragt 4 timer på privat hospital i dag. Torsdag da vi ankom, havde jeg i forvejen en lille forkølelse. Der er så enormt meget støv her, og min vejrtrækning og astma har været helt umulig. Her til morgen var det så slemt, at jeg var sikker på at jeg skulle tilses af en læge hurtigst muligt. De var rigtig søde på hospitalet, og gjorde alt for at hjælpe mig, måske rigeligt. Da de sagde de ville lægge et drop på mig, var jeg lidt bekymret, men gik med til det, men da de snakkede om røgten billeder af mit bryst og indlæggelse, synes jeg de gik over stregen. Jeg fik to forskellige indsprøjtninger, og to astma "masker", og en del medicin til, at tage med hjem. Det har hjulpet rigtig meget, og føler jeg er ved at komme på toppen igen.
Og skulle jeg gerne, for i morgen starter vi vores praktik, og det ser jeg virkelig frem til.   

Der vil forhåbentligt komme mere opmuntrende opdateringer på bloggen snart!!

Klem herfra

Kirstine

How to do a car wash in Kisumu

Departure, næste stop Kenya!

Lidt over fem uger er gået i Holland, og må indrømme, Holland er kommet under huden på mig. Selvom jeg savner Danmark, føler jeg mig hjemme i Holland. Stemningen, folket og byerne er fantastiske, stemningen er afslappet, og alle er venlige. Den følelse jeg sidder med nu, aftenen inden turen går til Kenya, er den samme følelse jeg havde inden jeg rejste fra Danmark.

Hvad der nu er i vente, er formentlig alt andet end hvad jeg har prøvet, at forberede mig på mentalt. Kl. 12.00 afgår flyet imod Kenya, med en mellemlanding i Istanbul, hvorefter vi flyver til Nairobi, og derfra skal med et lokalt fly kl. 7.00. Torsdag er vi i Kisumu, ca. små 24 timer tager det før vi er på vores destination.

Jeg ser frem til, at arbejde på vores projekt (vores praktik), til en anden kultur og til, en anden levestandard en den vi er vant til i vesten.

Med farvelet til Holland, siger jeg hej til 101 dag, sammen med 3 hollandske piger. Vera, Marte og Elise, fremover kommer alt kommunikation til, at foregå på engelsk, og måske lidt hollandsk ;) Alle tre piger er fantastisk søde, og jeg kan ikke vente til, at arbejde sammen med dem og få en masse oplevelser sammen.

Klokken er ved. at være mange, og backpacken er næsten pakket, jeg har kun været oppe at hoppe i den ca. 5 gange, har VIRKELIG plads problemer, der bliver ikke til mange souvenirers til at tage med tilbage.

Vil Savne Holland og ikke mindst DK de næste 101 dag.
Vi ses
Kirstine

Med få ord sagt hvad vi skal prøve på i Kenya.

"Man kan ikke give mennesker varig hjælp ved at gøre det for dem, som de selv burde gøre."
Abraham Lincoln

Köttbullar, rød grød med føde og afrejse lige om hjørnet!

Siden sidst, er der sket så utrolig meget, tiden flyver af sted, og i dag har jeg været i Holland i 5 uger.
Mange personer spørg, om jeg ikke kan lære dem nogle danske ord, og det første jeg altid kommer i tanke om er "rød grød med fløde", det er så svært, for hollænderne at udtale, og de synes det er utrolig sjovt. Det resulterede i, da Rebecka og jeg skulle lave aftensmad i sidste uge, lavede hun svenske kødboller, og jeg lavede rød grød med fløde.

Afrejsen er lige om hjørnet, i går havde vi vores afsluttende præsentation omkring projektet, og dermed er første skoleforløb afsluttet, og jeg er klar til praktikken i Kenya. Efter præsentationerne, var vi hele klassen ude, at spise sammen. Det er så mærkeligt at sige "farvel" til dem, eller at sige "vi ses i det nye år".
Vi havde en hyggelig og lidt sen aften.

Nu mangler jeg bare, at pakke tasken. Det virker lidt uoverskuelig, for der er så mange ting der skal pakkes. Vera (en af de hollandske piger jeg skal til Kenya med) og jeg har besluttet, at bestige Mount Kenya og Kilimanjaro, det resultere i lidt ekstra udstyr, og en masse varmt tøj som ikke er så funktionelt for mig udover til bjergbestigningen.

Vi var ellers ved, at være bange for vi slet ikke kom af sted til Kenya. Weekendens uroligheder i Nairobi, var ved at sætte en stopper for vores rejse.
Terror angrebet i et shopping center i Nairobi, som kostede ca. 70 mennesker livet, og flere hundrede sårede, har gjort, at Nairobi ikke er et sikkert område, at rejse i. Vi skal mellemlande i Nairobi før vi rejser videre til Kisumu. Terror gruppen al-Shabaab har taget anvaret for terrorangrebet, en militant islamistgruppe fra Somalia med bånd til terrornetværket al-Qaeda. .
Vi har fået, at vide at indtil videre er det sikkert, at rejse til Kenya, men de sidste par dage har ikke været uden bekymringer.
Men vi glæder os, og ser frem til 3 måneder i Kenya.

Hilsen Kirstine

Hele Global awareness holdet, folk skal til forskellige lande.
 Etiopien, Senegal, Honduras, Ghana, Zambia og Kenya.

Uge 3 i Holland

Siden sidst er der sket en del. Jeg har nu været i Holland i over 3 uger, tiden går så utrolig hurtig hernede.
Skolen begynder, at tage form, og min Kenya gruppe og jeg, har afleveret vores "blueprint", og ved med sikkerhed hvad vores projekt går ud på.
Vores problemformulering/projekt lyder som følger.

“How can the cooperation between the Jamilo School, the Bridge Primary School, Nyamasaria School and the Rea Primary School in Kisumu, Kenya be empowered’?

For, at forklare det lidt nærmere: Jamilo School er en skole i Kisumu, der er startet af en hollandsk organisation, skolen er velfungerende, og ligner vores vestlige skoler meget. Lærerne er veluddannede, de har gode materialer og klasse størrelsen er på omkring 20 elever i hver klasse. Dette er dog ikke tilfældet for de 3 rund omliggende skoler, the Bridge Primary School, Nyamasaria School og the Rea Primary School, Her er lærerne mere interesseret i lønnen, end det egentlige lærer job, klasse kvotienterne ligger på omkring 60 - 100 elever i hver klasse, og de er i mangel af materialer. Vores opgave, bliver at få disse 4 skoler til at arbejde sammen, så viden, materialer og erfaringer kan blive delt imellem skolerne, og så eleverne få muligheden for lige, og bedre uddannelse. 

Vores mål er, at selv efter vi har forladt Kenya, skal samarbejdet stadig eksistere. 

For, at få skolerne til at samarbejde er planen, at arrangere:

- "skolernes motionsdag Ala Kenya style".   

- Give lærerne "workshops", f.eks. i classroom management, så de kan dele viden og erfaringer med hinanden.

- Starte et fodboldhold for pigerne, på tværs af de 4 skoler.

- Give de studerende på tværs af skolerene, lektioner i HIV/AIDS.

Men der er ikke kun skole det hele, jeg oplever og ser en masse af Holland. Fredag var vi i Rotterdam, for shopping og for, at se byen.

I går (lørdag), havde vi billetter til AFC Ajax imod PEC Zwolle, Ajax vand 2-1, det var en vild oplevelse at se en kamp i Ajax Arena. Efter kampen, var vi et smut inde i Amsterdam og opleve kulturen. Udover, at se fodbold har jeg spillet min første Hollandske fodboldkamp, vi tabte dog 3-1.

Nedenunder er der uploadet lidt billeder, og en stemnings video fra nogle meget aktiv Ajax hooligans :)

 

Nyder livet i Holland

Hilsen Kirstine

 

 

 

 

 

 

Halv hollænder :D

Efter næsten, at have tilbragt 14 dage i Holland, sammen med en MASSE hollændere, føler jeg mig helt hjemme. I søndags tilbragte jeg min fødselsdag sammen med min værtsfamilie, hvor jeg havde lovet at bage en lagkage. Jeg tænkte, det er da ingen sag, jeg havde bare lige glemt at lagkage bunde ikke findes i Holland, så jeg måtte bage den helt fra bunden.

I skolen i denne uge, har forberedelserne til en anden kultur været på skemaet. Det vi finder så naturligt herhjemme, er noget helt andet en det vi skal ned til. Især forskellen på kvinder og mænd, og ligestilling. Men også kulturen i al almindelighed, fx, er det kultur i Afrika aldrig, at komme til tiden, hvor vi i Danmark ser det som uhøfligt. Ord sproget, vi har uret de har tiden, beskriver forskellen mellem kulturen meget godt.
Menneske rettighederne har været på skemaet, og hvordan vi tackler situationen hvis vi skulle komme i situationer hvor rettighederne bliver overtrådt. Det er igen en helt anden verden en hvad vi kender, og om man kan forberede sig på det, er jeg ikke sikker på, men det er helt sikker godt at få nogle redskaber.

vi i Kenya gruppen, er begyndt at arbejde på vores "blueprint", som er en opgave vi skal aflevere inden vi rejser af sted, og beskriver vores projekt. Vi har lidt svært ved at komme konkret indtil hvad vi vil arbejde med, for vi vil så meget. Så foreløbig er vi ikke kommet ret langt.
Men jeg arbejder stadig med tanken, om at starte et pige fodboldhold, og måske at arrangere et løb for børnene på skolerne, lidt som skolernes motionsdag.

I morgen er vores fridag, så nogle af vores klassekammerater har lovet os udviklings studerende at vise os Amsterdam.

Der er uploadet lidt forskellige billeder, over hvad jeg har oplevet den sidste uge. I går var jeg til fodbold træning, og skal spille kamp søndag :)

P.s Billetten er købt til at se Ajax Amsterdam spille imod PEC Zwolle på Amsterdam arena den 14. september, det bliver en oplevelse!!

Hilsen Kirstine

 

Min Søde Kenya gruppe!

Hele Holdet

Første skole uge på Hogeschool Leiden

Så er første skole uge "over stået", det er længe siden jeg har været SÅ træt. Nye mennesker, ny skole, nyt sted at bo, og ikke mindst et andet sprog at tale og blive undervist på.
Ugen har været meget lærerig, og har givet et godt billede på, hvad vores tid i Kenya kommer til, at indeholde.
Onsdag fik vi præsenteret vores projekt som vi kommer til, at køre i Kenya. Projektet foregår i byen Kisumu, som er en relativ stor by, med 400.000 indbyggere. Projektet hedder "children left behind", og går ud på.

• Uddannelse, give børn muligheden for at få en bedre fremtid.
• Give dem et måltid imens de er i skole. Mange af børnene lever i ekstrem fattigdom, hvilke vil sige at de lever for under 1 $ om dagen. Hvis børnene er sultne i skolen, er deres koncentration ikke god.
• Sørge for, at læreren på skolen hele tiden får ny viden, og at de forbedre sig.
• Informere ungdommen, gennem information omkring HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme.
• "my book buddy", projektet er helt nyt på skolerne, og vi kommer til at være ambassadør og starte projektet op. Projektet går ud på, at sørge for eleverne har bøger at læse i, kort sagt er det et "mini" bibliotek, og vi kommer til at stå som ansvarlige for at uddanne lærerne i hvordan systemet skal foregå, og ikke mindst indkøb af bøgerne.
• Women Club, en klub hvor byens kvinder kan komme, snakke og stille spørgsmål vedrørende alt.

Kort beskrevet er det hvad vi skal gøre, imens vi er i Kenya. Derudover skal vi selv komme med en problemstilling, som vi vil arbejde på for, at forbedre skolerne. Vi har fået rimelig frie tøjler, og vores kontaktperson siger, at hvad vi har lyst til at gøre, er der stort set mulighed for. Jeg personligt, kunne rigtig godt tænke mig at starte et fodboldhold for piger, da jeg ved på nuværende tidspunkt kun er et drengehold.
Vores undervisning på skolen, omhandler meget omkring det vi skal ned at arbejde med, og ikke mindst hvordan vi skal forberede os.
Men nu er det weekend, og jeg ser fremtid, at se Leiden fra en anden side en skolen. Lørdag skal jeg sammen med min Kenya gruppe ud, at fejre jeg har fødselsdag søndag. Derudover har skolens pige fodboldhold problemer med, at stille hold til deres kamp søndag, så jeg har lovet at hjælpe dem, det skal nok blive interessant :)

Hilsen Kirstine

Så langt, så godt :)

Fredag var en lang dag, som den fattige studerende jeg er, havde jeg købt den billigste flybillet til Amsterdam, meen det resulterede i en mellem landing i Oslo, og en vente tid på 3 timer i Oslo lufthavn, så spændende er den lufthavn altså heller ikke. Heldigvis rejste jeg sammen med Simon, som er den anden danske studerende der skal starte på Global Awareness. Vi landede i Amsterdam 21.00, hvor jeg blev hentet af min "budy", Yvonne som er studerende på samme skole som jeg skal gå på.
Lørdag kørte hun mig til min værtsfamilie, det var kun deres søn Gerben der var hjemme, Germeicke, Peter og deres datter kom først hjem om natten fra ferie.

Lørdag aften mødtes jeg med Elise og Maarte, som er to af de hollandske piger jeg skal til Kenya sammen med. De viste mig lidt af Leiden, som er en ret stor by. De fortalte lidt om hvad jeg skal opleve i Holland, og det eneste de kan komme i tanke om er Amsterdam, så mon ikke en af weekenderne går med at besøge den.

I dag er det søndag, og jeg er spændt på at starte i skole i morgen, og ikke mindst møde de andre studerende.

Som i kan se er mit værelse ikke ret stort, og senere i dag kommer der en anden studerende Rebekka (hun er fra Sverige), som jeg skal bo sammen med, det bliver lidt spændende.

Indtil videre er en af de største kultur forskelle jeg har mødt, med hensyn til skolesystemet, at vi i Danmark er meget forkælet. Hvis du er hjemmeboende i Holland, får du 99 euro af staten hver måned, og er du udeboende er det 250 euro.. så jeg tror ikke vi har noget at klage over, de var lige ved at falde bagover da jeg fortalt hvor meget man som dansk studerende modtager fra staten.

Ellers har jeg det rigtig godt, værtsfamilien har taget rigtig godt imod mig...

Kirstine

Information omkring bloggen og studieopholdet :)

Denne blog er, for alle som har lyst til, at følge mit studieophold de næste 6 måneder, familie, venner og lærer. Mit studieophold kommer til, at foregå i Holland og Kenya.

Jeg rejser den 23 august mod Holland, hvor jeg skal bo i Leiden og gå på byens universitet. Jeg skal bo hos en af lærerne fra skolen, og hendes familie.

På universitetet forbereder skoleforløbet, os til den kultur omvæltning vi skal ned og møde i Kenya. Derudover skal jeg sammen med mine klassekammer starte et projekt op, hvor vi skal til Kenya og undervise forældreløse børn i byen Kisumu.

Vi rejser mod Kenya 2 oktober. Jeg skal rejse sammen med 3 hollandske piger, hvor to af dem læser til lærer, og den sidste pige læser til socialrådgiver. Her møder jeg allerede en anden kultur end hvad jeg er vant til i mit eget studie, de to lærerstuderende kan b.la. fortælle, at i Holland læser man ikke linjefag som vi gør på VIA College i Silkeborg, de bliver uddannede i alle fag som eleverne har i folkeskolen. I forhold til dem har jeg ikke ret mange fag, da jeg som færdig uddannet lærer har matematik og idræt som linjefag.
Jeg er sikker på det hele bliver spændende, og ikke mindst en udfordring. Dog skulle det i sidste ende gerne give en masse, som jeg kan bruge i min uddannelse, og i mit videre arbejde som lærer.

Der vil løbende blive lagt billeder og informationer op vedrørende projektet, og det arbejde vi kommer til at udføre, og ikke mindst alt det jeg kommer til, at opleve i de 6 måneder studieopholdets længde er.
Jeg glæder mig helt vildt til, at komme af sted, og ikke mindst give børn mulighed for, at få en uddannelse.

Hilsen Kirstine