Skyldfølelse og realitetsans

Skyldfølelse og realitetssans, er noget jeg følt de sidste par dage.

Lørdag havde vi vores første møde i vores youth group, og til vores store overraskelse dukkede der 35 piger op i alderen 13-15. Vi havde planlagt et program med forskellige aktive lege, som skulle ”bløde” stemningen lidt op. De var vildt generte, men efter et par sjove lege, var stemningen meget bedre. Vi fik snakket med dem om, hvad de godt kunne tænke sig at lave de næste kommende lørdage. Fodbold, dans, musik, matematik og snakke om at være teenager blev nævnt. For de næste kommende lørdage, har vi masser at give os til.

En del af det, at holde møder, er at bringe rent vand, også fordi vi er aktive, og pigerne ikke selv bringer vand. Vi havde købt vand, så de kunne få hvad der svarer til 2 glas hver. I løbet af vores første møde, spredte rygtet sig, at der var fire hvide piger der havde vand. I løbet af 1,5 time, havde vi pludselig 30-40 børn som tilskuer til vores youth group. Da vi delte vand ud til pigerne, diskuterede vi, om vi skulle give til børnene omkring os et glas. Kl. var 14.00 solen bagede, deres tøj var laset og de var tydeligvis tørstige. Skyldfølelsen flød straks ind over os alle, men hvis vi giver 30 vand, hvor mange vil komme næste lørdag, og lørdagen efter vil hele landsbyen så komme efter vand? Vi blev enige om, selvom det var hårdt og virkelig barsk, kun at give pigerne i gruppen vand. Uanset hvad vi gør, kan vi ikke hjælpe alle, og nogle gange, kan jeg bagefter tænke :”hvor kold er du lige? Du har lige nægtet et barn på 6 år rent vand.”

Det er problemet, for hver gang nogle fortæller om selv, falder tankerne straks på, hvordan kan jeg hjælpe dem? Og uanset hvad, kan vi aldrig hjælpe alle.

På vores hotel har vi en sikkerhedsvagt, han sidder hver dag fra 6.00 til 18.00, 7 dage om ugen, han har en gå tur på 45 min hver vej til hotellet, fordi han ikke har råd til transport. Han arbejder hver dag, uden nogen fridage. Han er 25, og har ikke muligheden for at gå ud en aften, fordi han skal møde tidlig næste morgen. Han tjener 8200 shilling hver måned, det svarer til 540 kr. Heraf betaler han 80 kr. i skat, og sender 130 kr. hjem til hans mor. Selvom han arbejder hårdt for ingenting, er han hver morgen vi kommer ned, smilende glad og ønsker os en go dag, og det samme når vi kommer hjem om aftenen. Hvis det var mig, vil jeg ikke synes der var meget at smile af, men vi glemmer ofte en vigtig ting, de er vant til den livsstil. Vi har ondt af dem, fordi vi er vant til noget helt andet. Men stadig, da han fortalt hvor meget han tjente pr. måned, kiggede jeg ned på mine shorts, de var mere værd end en månedsløn.  

Fredag havde vi første møde mellem de to skoler vi skal få til at samarbejde, Jamilo og wandiege. Mødet gik udover alt forventning, og lærerne fra de to skolerne, er villige til at samarbejde og synes det er rart at møde lærer fra andre skoler, så de kan snakke ideer og udfordringer med hinanden. Torsdag aften havde vi en knude i maven over lærer mødet, og var spændt på hvordan det ville gå. Knuden i maven kom sig af, at torsdag formiddag havde vi et lærermøde med lærerne på Jamilo skole, Marte og jeg var ansvarlige for mødet og ville fortælle hvilke observationer vi havde gjort i klasseværelserne, forbedringer og hvad de ønskede. Det var som at have 3 skolepiger sendt til skoleinspektøren for, at få en skideballe. Jeg var bange for de ville begynde at græde. Selvom vi var OVERVENLIGE og gjorde vores bedste for, at få en dialog kørende, klappede de i som østers og kiggede ned i borde. Vi sad overfor 3 voksne uddannede lærer.

Udfordringer er der nok af. Lørdag var vi på signature, som er byens største diskotek. Vi fulgtes med personalet på hotellet, da det ikke er sikkert for os at tage af sted 4 piger. I Kenya, hvis du går på gaden efter 23.00 bliver du anholdt. Så vi tog en tuk tuk. Da vi kom ind på diskotektet var vi de eneste musunkus, og alle greb ud efter os og ville snakke med os. Vi kunne ikke engang gå rundt for os selv, da det ikke var sikkert nok. Vi fandt et bord i et hjørne, og der sad jeg resten af aftenen, det var ikke særlig behagelig at gå rund. Selvom alle er super venlige, skal jeg lige vænne mig til i mit eget tempo, at alle vil være ven med dig og snakke med dig. Nogle gange, kan det hele blive lidt for overvældende.

Vi har endnu en travl uge i vente, men det er vidunderligt at være beskæftig og lave så mange forskellige spændende ting hele tiden.

Søndag skal vi på safari til Masa Mara og se dyrevandringen, glæder mig vildt til at se lidt af Kenya udover Kisumu.

Klem og kram fra Kirstine

 

 

My book buddy begynder at tage form, taskerne er færdige. Bogskabene mangler, at blive malet, og i dag har vi brugt hele dagen på at købe bøger.

Den virkelige verden!!!

Så startede den virkelige verden, alt det som 5 uger i Holland skulle forberede os på, og alt det skolen ikke kunne forberede os på, var pludselig en virkelighed.

Vi omgås lokal befolkningen, arbejder side om side, forhandler med dem og indgår den ene aftale efter den anden. 10 dage i Kisumu, Kenya og vi er ved, at have styr på projektet og dets indhold.

De sidste par dage, har vi brugt på at besøge lokale skoler, trykke en masse håndtryk og finde frem til hvilken skole vi vil samarbejde med, det resulterede i, at projektet indtil videre er:

My book buddy, som går ud på at lære børn at læse. Hver klasselokale bliver udstyret med et bogskab, fyldt med bøger, så eleverne kan tage en ny bog med hjem hver uge hele skoleåret. Hver elev bliver udstyret med en lille rygsæk hvor de kan have deres bog i, så de kan tage den med hjem. Vi har skulle finde en tømrer, og en skrædder til at lave bogskabe og tasker til eleverne. Bøgerne mangler vi endnu at købe, men det arbejde står vi selv for. Udover, at starte my book buddy på Jamilo skole hvor vi har base, er planen at få det startet på en mere skole.

Cooperation mellem Jamilio skole og Wandiege skole. Vi har interviewet lærerne på begge skoler, for at finde ud af hvad de hver især vil have ud at samarbejdet. Dette skal resultere i, at lærerne fra de to skoler kan dele viden og erfaring, og lærer af hinandens fejltagelser og gode resultater.

Derudover er Wandiege en skole, selvom det er forbud ved loven, en skole hvor børnene bliver slået. Regeringen tillader det ikke, men gør heller ikke noget ved det.

Siden skolen blev fri for alle i 2003 i Kenya, har regeringen ikke ansat flere lærer, men bruger antallet af elever fra 2003 som udgangs punkt for ansættelse af lærer. De ser derfor ikke nogen grund til at ansætte flere lærer, dette resulter i alt for mange elever på alt for lidt plads. På Wandiege skole, er den mindste klasse på 55 og den største klasse er med 120 elever.

Planen er, at udstyre denne skole med my book buddy. Derved har Jamilo og Wandiege skole allerede noget til fælles. Derudover skal vi have arrangeret lærermøder på kryds af de to skoler. Derved kan Jamilo give ud af sine erfaringer med ikke at slå eleverne. 

Youth group i området omkring skolerne, har vi de seneste dage samlet piger fra tre forskellige skoler. Pigerne er i alderen 13-15, og er omkring 40 i alt. På lørdag starte første ”ungdomsmøde”, hvor planen med gruppen er, at lege en masse lege sammen, og senere snakke ”alvorligt” omkring HIV/AIDS, tidlig graviditet, drenge, skole osv. I Kenya er det et stort problem, at pigerne forlader skolen pga. netop disse ting, og derved ikke får en uddannelse. Pige fodbold holdet, bliver ikke til noget, men er slået sammen med youth group, hvor de skal introduceres til boldspil, og måske senere selv starter et hold. Vi vil så meget men tiden er knap, derfor har vi valgt hvad vi synes der er vigtigst, og kan have størst indvirkning på kort tid

Derudover har vi undervist, da Jamilo skole er en lærer i undertal, og vi har derfor fyldt ind når der har været behov for det. Dette har været en kæmpe udfordring for mig, da eleverne er i alderen 4-7 år, og jeg har aldrig arbejdet med denne gruppe af elever før.

Ydermere bygger skolegangen på den behavioristiske tankegang, hvor eleverne er en tom skål der skal fyldes viden på. I dag havde jeg test (obligatorisk test, sendt ud af regeringen) med elever i alderen 6 år, de vidste hvordan man skulle udfylde en test, i sprog (engelsk) og matematik, men da vi bagefter skulle lege, vidste de ikke hvordan de skulle lave et puslespil, de er som små robotter, der ikke ved hvordan det er at tænke selv. Dog er de kun 6 år, og stadig UTROLIG søde.

I klassen sidder en dreng med en brækket arm, der ikke er gjort noget ved. Han kan slet ikke bruge armen og den er helt slap. Drengens familie har ikke råd til, at tage ham til en læge og få den lavet, og det er tydeligt at drengen har smerter i armen. Disse børn er så fattige, og det er svært at ikke føle sig forkælet når man hiver sin iphone frem for, at tage et billede af dem, deres største bekymring, er hvornår de får næste måltid.

En af pigerne fra skolen har epilepsi og fik i dag, i skolen et anfald. Forældrene vil ikke have, at hun kommer på hospitalet, selvom pigen er et skellet og jævnligt har anfald. De er så troende, at de mener hvis de beder nok, vil gud kurere hende. I dag blev det nok for lærerne på Jamilo skole, og valgte uden forældrenes tilladelse, at tage pigen til hospitalet, jeg har stor respekt for lærerne på skolen.

Det er et helt andet liv, at være i Kenya og langt fra det danske skole system.

Selvom jeg oplever mange barske ting, har det hele indtil videre været en kæmpe oplevelse. Arbejdet med de 3 hollandske piger, går helt uden problemer, vi har hver vores meninger og holdninger, men når altid til enighed.

Vi har ikke set ret meget af Kisumu, det er ikke sikkert for os at gå ud efter det bliver mørkt, så det sætter sine begrænsninger.

Dog har vi en Heineken bar på vores tagterrasse, så helt isoleret er vi ikke.

Der er meget mere, at fortælle men må holder holde for nu

Hilsen Musungu Kirstine

120 elever i en klasse!!

Klasse regler

 

 

 

Kenya, ikke den start jeg havde håbet på!!

24 timer og 3 forskellige fly, og vi kunne endelig sætte vores fødder på fast land i Kisumu. Vi ankom torsdag, og siden har det hele været lidt hektisk.
Landet er anderledes, og selvom jeg har prøvet at forberede mig på det, fik jeg et chok.
Men ser man bort fra alt den luksus jeg er vant til hjemmefra, er her fantastisk. Folket er mere ende venlige, og fordi du er hvid vil de endnu mere i kontakt med en.
Muzungu er navnet for hvid, og i deres øje er det det samme som, at være rig.

De første par dage har vi mest sonderet terrænet, og set Victoria lake, som jeg har udsigt til imens jeg sidder og skriver på bloggen. Victoria lake, er verdens anden største ferskvands sø.
Vi var nede, for at få frokost ved søen, og vi fandt en rigtig hyggelig restaurant. Vi bestilte alle fire en stor fisk sammen, og jeg spurgt om det var muligt at få ris til min fisk, tjeneren svarede: "selvfølgelig kan du få ris til dine fisk, men så vil der gå lang tid inden i får jeres mad, for jeg skal først ud at købe risene, og derefter koge dem", jeg tog pommes i stede :)
TIA= this is Africa, er noget vi oplever hele tiden, der er allerede masser af historier, at fortælle om, og er sikker på denne tur bliver en oplevelse for livet.

på den mere triste side, har jeg lige tilbragt 4 timer på privat hospital i dag. Torsdag da vi ankom, havde jeg i forvejen en lille forkølelse. Der er så enormt meget støv her, og min vejrtrækning og astma har været helt umulig. Her til morgen var det så slemt, at jeg var sikker på at jeg skulle tilses af en læge hurtigst muligt. De var rigtig søde på hospitalet, og gjorde alt for at hjælpe mig, måske rigeligt. Da de sagde de ville lægge et drop på mig, var jeg lidt bekymret, men gik med til det, men da de snakkede om røgten billeder af mit bryst og indlæggelse, synes jeg de gik over stregen. Jeg fik to forskellige indsprøjtninger, og to astma "masker", og en del medicin til, at tage med hjem. Det har hjulpet rigtig meget, og føler jeg er ved at komme på toppen igen.
Og skulle jeg gerne, for i morgen starter vi vores praktik, og det ser jeg virkelig frem til.   

Der vil forhåbentligt komme mere opmuntrende opdateringer på bloggen snart!!

Klem herfra

Kirstine

How to do a car wash in Kisumu

Departure, næste stop Kenya!

Lidt over fem uger er gået i Holland, og må indrømme, Holland er kommet under huden på mig. Selvom jeg savner Danmark, føler jeg mig hjemme i Holland. Stemningen, folket og byerne er fantastiske, stemningen er afslappet, og alle er venlige. Den følelse jeg sidder med nu, aftenen inden turen går til Kenya, er den samme følelse jeg havde inden jeg rejste fra Danmark.

Hvad der nu er i vente, er formentlig alt andet end hvad jeg har prøvet, at forberede mig på mentalt. Kl. 12.00 afgår flyet imod Kenya, med en mellemlanding i Istanbul, hvorefter vi flyver til Nairobi, og derfra skal med et lokalt fly kl. 7.00. Torsdag er vi i Kisumu, ca. små 24 timer tager det før vi er på vores destination.

Jeg ser frem til, at arbejde på vores projekt (vores praktik), til en anden kultur og til, en anden levestandard en den vi er vant til i vesten.

Med farvelet til Holland, siger jeg hej til 101 dag, sammen med 3 hollandske piger. Vera, Marte og Elise, fremover kommer alt kommunikation til, at foregå på engelsk, og måske lidt hollandsk ;) Alle tre piger er fantastisk søde, og jeg kan ikke vente til, at arbejde sammen med dem og få en masse oplevelser sammen.

Klokken er ved. at være mange, og backpacken er næsten pakket, jeg har kun været oppe at hoppe i den ca. 5 gange, har VIRKELIG plads problemer, der bliver ikke til mange souvenirers til at tage med tilbage.

Vil Savne Holland og ikke mindst DK de næste 101 dag.
Vi ses
Kirstine

Med få ord sagt hvad vi skal prøve på i Kenya.

"Man kan ikke give mennesker varig hjælp ved at gøre det for dem, som de selv burde gøre."
Abraham Lincoln