søndag den 12. januar 2014

101 dag i Kenya

Jeg sidder på værelset hos min værtsfamilie, i Holland og skriver min blog. I fredags kom vi tilbage efter 101 dag i Kenya. Det var lidt trist, at komme ud af ankomsthallen, og se alle de andres familier, og vide der er 14 dage til jeg skal se min endnu.
Men med et tilbage blik på 101 dage i Kenya, har det været den mest fantastiske oplevelse jeg kunne tænke mig.
Midt december forlod vi Kisumu, da vi havde afsluttet vores projekt, og havde ferie, startede vi med at rejse rundt i Kenya.
Vi tog bussen til Lake Naivasha, som er et område der er kendt for sine flamingoer, og Hells gate som er en national park, hvor du cykler igennem på mountain bike.
Efter tre dage rejste vi imod Mombasa, hvor vi havde endnu 3 overnatninger. Selvom Kisumu er den tredje største by i Kenya, og Mombasa er den anden største, er der en verden til forskel. Mombasa er travl, og du skal hele tiden passe på dine ting, og hvem du snakker med. Vi så den gamle bydel, Jesus fort, og var på krydderi marked. Derudover brugte vi et par timer på at finde Marine park, hvor vi var på en båd tur med glas vinduer i bunden.
Herefter var vi klar til afslapning, og skal lige love for at vi havde masser af tid til, at slappe af. 7 dage ved Tiwi Beach, som er ud til kysten i Kenya. Det eneste problem var sikkerheden på dette sted, eller nærmere Diani Beach, som er ti kilometer fra Tiwi Beach. Ugen inden vi ankom var der kastet to granater på turister. I ugen vi var der skete der intet, men ugen efter vi rejste fra stedet, var der endnu et granat attack, hvor en granat var smidt ind i et diskotek hvor mange turister befinder sig, 10 var såret. Sidst men ikke mindst var der plantet en bombe på en politibil der sprang i luften.
Heldigvis på dette tidspunkt befandt vi os på Zanzibar.
Her havde vi 12 dage med strand og sol. Vi fejrede nytår på Zanzibar, sammen med Zambia gruppen (Ilse, Nicole, Qurien, Chrissy og Rebecka), vi var til kæmpe full moon party i den nordlige del af Zanzibar. Det var en fantastisk oplevelse, med fyrværkeri på stranden.
Sidst men ikke mindst mødte jeg Rikke Bastrup på Zanzibar, som var med hendes kæreste ude, at rejse. Jeg mødtes med dem i Stown town, det var dejligt efter 3 måneder endelig, at møde danskere og ikke mindst nogen man kendte i forvejen.
Nu sidder jeg her, og er klar til skole start i morgen. Det har været en lang rejse, og en rejse hvor vi mange gange ikke har følt os sikre. Kenya er et land i kæmpe politisk udvikling, og har desværre medført at det ikke er så sikkert som det har været. Dette har vi følt mange gange på egen krop, heldigvis er vi alle i go behold, og sikkert hjemme igen.
Nu er der 12 dages skoleforløb, som består af rapport skrivning, en fremlæggelse i gruppen og en individuel eksamen, inden jeg fredag den 24 januar, kan rejse det sidste stykke hjem til DK igen.

Klem Kirstine
På cykel igennem Hells gate

Hells gate


                                                          Krydderi marked i Mombasa

Kød marked i Mombasa!!

Klar til nytårs fest

fredag den 6. december 2013

En sidste blog fra Kisumu :)


Ups jeg tror jeg har glemt jeg havde en blog, i hvert fald er det alt for længe siden jeg har skrevet, og der er sket så meget siden. Jeg vil prøve, at skrive kort om det hele.

Vera og jeg besteg for en måned siden Mount Kenya, vi havde en rimelig hård start, da Vera blev indlagt (på dagen vi skulle starte opstigningen), på hospitalet med madforgiftning. Dette resulterede i, at vi må korte vores tur så vi i stedet besteg Mount Kenya på 4 dage, hvor det var planlagt at tage 5. Det var en fantastisk oplevelse, men det var VIRKELIG hårdt. Vi var slet ikke i nok træning, men vi kom til tops. Desværre var det overskyet på toppen. Vi havde en vildt fantastisk tur, som er svær at beskrive, men skal opleves. Det var det hele værd, selvom, da vi besteg bjerget, jeg mange gange havde en indre stemme der sagde ”hvorfor skulle jeg lige det her”?

Vi afsluttede vores praktik med graduation party på Jamilo skole. Skolerne i Kenya, lukker i slutningen af november. Dette er pga. at deres sommer er hen over julen, og det er derfor alt for varmt, at sidde i skolerne. Derfor var vi en del af ’Graduation party’ på Jamilo skole. Vi var inviteret som ’invited guests’ og var bedt holde en tale, omkring hvorfor vi er her, og hvad vores projekt går ud på. Ifølge programmet skulle ’graduation’ starte kl. 9.00. Vi var der ca. 8.30, bare for at være på den sikre side. Kl. 9.00 var vi stadig de første ankomne. 10.30 var to forældre kommet. 11.30, var der ca. 20 forældre og de begyndte ligeså stille med programmet. 12.15 var der ca. 100 forældre.

På ingen måde var dette mærkeligt. Vi spurgte direktøren af skolen, om dette var normalt. Han svarede ”hvis du vil have folk til at ankomme ca. kl 11.00, så invitere du dem til kl 9.00”. Det glemte de bare lige at fortælle til os J. Vi snakkede i gruppen omkring hvordan det ville være i vores eget land, jeg sagde” i Danmark, ville du starte kl 9.00, og alle forældrene ville være på plads. Hvis en forældre kommer senere, ville det være upassende” men på ingen måde i denne kultur var det forkert. I Afrika har ingen stress, og der er ikke noget tidspunkt du kan komme for sent. Det er helt sikkert noget vi kunne lære lidt af. I vores land, har vi en masse mennesker med stress,  burn outs, depressioner osv, men her hvis du prøver, at forklare dem dette, forstår de det ikke. Som de selv siger, I, i vesten har uret, men vi har tiden.

I sidste uge var vi 3 dage i Homa Hills som ligger 3 timers kørsel fra Kisumu. I Homa Hills ligger søster projektet til YSDAK, som er den organisation vi arbejder for her i Kisumu. Her var vi virkelig i det fattig område i Kenya, og de var ikke vant til at se hvide mennesker. Vi så det lokale Cricket hold spille, og vi besøgte projektet Dairy goat’s. Projektet går ud på, at give en familie en ged. På den måde kan familien sælge gedens mælk, og de kan sælge dets kid, som er omkring 160 euros værd. På den måde, kan en helt familie betale skole penge, og de kan forsørge sig selv. Det var et virkelig godt projekt, og de lokale fortalte hvordan dette projekt har været med til, at udrydde fattigdom og givet deres børn muligheden for, at få en uddannelse.  Homa Hills var en god oplevelse, men vi var glade for, at komme hjem til Kisumu igen, Homa Hills var virkelig et hårdt område at være i.  

I søndags deltog Vera, Elise og jeg i world aids maraton run her i Kisumu. Man kunne enten løbe en maraton, en halv maraton eller deltage i en stafet. Vi ville dele en halvmaraton imellem os, men man skulle være 5 for at deltage. SÅ vi havde virkelig et problem, men vi fik overtalt vores sikkerhedsvagt og receptionist til, at løbe sammen med os. Vi delte en halvmaraton i fem, og vi blev sat af med bus på de forskellige steder, derefter når vores holdkammerat kom, skulle den anden tage over. Jeg var nummer to som skulle løbe, og det var virkelig en oplevelse. Jeg løb i slumkvarteret i Kisumu, jeg havde små børn uden sko, som heppede Musungu, og de lokale løbende ved siden af mig. Trods den ekstreme varme, var det virkelig en oplevelse. Derudover vandt vores hold halvmaraton stafetten, og vi fik hver 1000 shilling som svarer til 70 kr.  

Vores tid i Kisumu er ved, at være ovre. Vi mangler kun, at skrive rapporten og afslutte lidt forskellige ting. I dag skal vi besøge en af læreren på Jamilo skole, som fødte i forgårs.

Den 15 december starter vi en lille måneds rejse rundt i Kenya, vi skal b.la. til Tiwi beach, som ligger ved kysten i Kenya, hvorefter vi slutter vores rejse med 10 dage på Zanzibar. Derfor kan denne blog måske blive den sidste imens jeg er i Kenya. Jeg er simpelthen for dårlig til, at få skrevet så vil ikke love noget.


Kram, Klem og Knus Kirstine 

 


lørdag den 2. november 2013

En måned i Kenya


En måned i Kenya, men det føles som en uge, tiden går hurtig, og der er svært at holde styr på dagene. Pludselig er det søndag og endnu en uge er gået. Med en måned i Kenya, har jeg sammenlagt været væk i 10 uger, og har 12 igen inden jeg er i Danmark igen.  

Vi begynder, at få en hverdag, og det er i starten virkede så unormalt er nu hverdag. Vera og jeg er begyndt, at løbe om morgenen, da der den 1 december er et aids maraton i Kisumu, og planen er, at løbe en halv maraton delt mellem os. Vera er ikke vant til, at løbe så planen er at jeg løber 15 og hun løber resten af en halv maraton. Den anden dag, vi løb igennem Kenyatta park, kl. 7.00 om morgenen, mødte vi 2 drenge (ca. 11-12 år) de sad begge og sniffede lim, sørgeligt, forfærdelig og virkeligt. Det er hverdag hernede, og det er blevet en del af vores liv. Skyldfølelsen er der stadig, og kan ikke sige at jeg nogensinde bliver vant til det, men man finder en måde, at håndtere det.

En ting, der gjorde et indtryk på os alle, var besøget til Joyland. Joyland er en institution for handicappede unge under 18 år. Der bor ca. 150, fordelt på sovesale med 32 unge. De fejler alt, fra brandsår, manglede arme, spastisker, mentalt handicappede og alt hvad der findes af handicap. Har aldrig følt mig mere utilpas, og samtidig haft det største smil skruet på. Disse børn er anbragt af systemet, fordi de ikke passer ind i det at være ”normal”, i Kenya er det at være handicappet et tabu, og det lider disse børn under. Fordi du mangler en hånd, gør det, at du skal være anbragt på en institution resten af dit liv, gemt væk fra samfundet? Elise og jeg, delte slik ud, til alle børnene, mens Vera og Marte snakkede med nogle af børnene. Har aldrig set så mange forskellige handicaps i mit liv, og det var svært at virke glad, men for deres skyld virkede vi glade, og til at have overskud. I et håbløs forsøg prøvede vi på, at give dem en god dag, velvidende at, for dem er der ingen fremtid, kun et liv gemt væk fra samfundet.
Med en måned i Kenya, var det tid til at se lidt af lande. Tror vi alle kunne nikke ja til, at vi trængte til, at få lidt tid væk fra Kisumu, det hele tiden ikke, at føle sig sikker er ret anstrengende i længden. Vi glædede os alle til, at komme til et mere turist prægede område. Tre dag på safari i Masai Mara! Og sikke en tur, vi kørte rundt i minivan på savannen i tre dage, og så alle slags dyr. Har set flere løver, vandbøfler, giraffer, elefanter, gnuer, hyænerne, zebraer end jeg kan tælle til. Det var en fantastisk oplevelse, og en helt anden stemning og ro end vi er vant til i Kisumu.      

Projektet går stille og roligt. My book buddy er helt færdig, vi mangler kun at fylde bogskabene med bøgerne, og sætte lærerne ind i bibliotek systemet.

I dag har vi ´haft vores tredje møde i vores youth group, og vi har omkring 30 piger hver gang.  De begynder, at åbne sig mere og mere op for os. Snakken omkring sikker sex, at et nej betyder nej, bliver letter når vi kender hinanden bedre. So fare so good.

Cooperation mellem Jamilo og Wandiege, havde vi torsdag vores 2 lærermøde, og endnu engang gik det rigtig godt. Det eneste problem vi møder, er at lærerne tror vi er VIRKELIG rige, de spurgt om vi kunne tage dem til Holland og vise vores skolesystem. Derudover spurgte de efter om vi kunne tage alle børnene med på tur til Victoria lake, det er ca. 200 børn, og de ville vi skulle betale. Det er meget frustrerende, at det i sidste ende altid handler om penge, men hvem kan bebrejde dem, de har intet.

Hiv/aids undervisning, vi har lektionen klar, og i næste uge er vi klar til at undervise. I går var vi på en pige efterskole, og give dem en ”pep” talk, inden deres eksamen. Derudover havde vi en ”pige” snak, omkring hvilke problemer de har.

Tingene går stille og rolig, og vi har masser, at give os til.

Dog torsdag i næste uge, bliver der tid til, at Vera og jeg kan rejse mod Mount Kenya og bruge fire dage på, at bestige Kenyas anden højeste bjerg.

Klem og Kram
Kirstine



 

tirsdag den 22. oktober 2013

Skyldfølelse og realitetsans


Skyldfølelse og realitetssans, er noget jeg følt de sidste par dage.

Lørdag havde vi vores første møde i vores youth group, og til vores store overraskelse dukkede der 35 piger op i alderen 13-15. Vi havde planlagt et program med forskellige aktive lege, som skulle ”bløde” stemningen lidt op. De var vildt generte, men efter et par sjove lege, var stemningen meget bedre. Vi fik snakket med dem om, hvad de godt kunne tænke sig at lave de næste kommende lørdage. Fodbold, dans, musik, matematik og snakke om at være teenager blev nævnt. For de næste kommende lørdage, har vi masser at give os til.

En del af det, at holde møder, er at bringe rent vand, også fordi vi er aktive, og pigerne ikke selv bringer vand. Vi havde købt vand, så de kunne få hvad der svarer til 2 glas hver. I løbet af vores første møde, spredte rygtet sig, at der var fire hvide piger der havde vand. I løbet af 1,5 time, havde vi pludselig 30-40 børn som tilskuer til vores youth group. Da vi delte vand ud til pigerne, diskuterede vi, om vi skulle give til børnene omkring os et glas. Kl. var 14.00 solen bagede, deres tøj var laset og de var tydeligvis tørstige. Skyldfølelsen flød straks ind over os alle, men hvis vi giver 30 vand, hvor mange vil komme næste lørdag, og lørdagen efter vil hele landsbyen så komme efter vand? Vi blev enige om, selvom det var hårdt og virkelig barsk, kun at give pigerne i gruppen vand. Uanset hvad vi gør, kan vi ikke hjælpe alle, og nogle gange, kan jeg bagefter tænke :”hvor kold er du lige? Du har lige nægtet et barn på 6 år rent vand.”

Det er problemet, for hver gang nogle fortæller om selv, falder tankerne straks på, hvordan kan jeg hjælpe dem? Og uanset hvad, kan vi aldrig hjælpe alle.

På vores hotel har vi en sikkerhedsvagt, han sidder hver dag fra 6.00 til 18.00, 7 dage om ugen, han har en gå tur på 45 min hver vej til hotellet, fordi han ikke har råd til transport. Han arbejder hver dag, uden nogen fridage. Han er 25, og har ikke muligheden for at gå ud en aften, fordi han skal møde tidlig næste morgen. Han tjener 8200 shilling hver måned, det svarer til 540 kr. Heraf betaler han 80 kr. i skat, og sender 130 kr. hjem til hans mor. Selvom han arbejder hårdt for ingenting, er han hver morgen vi kommer ned, smilende glad og ønsker os en go dag, og det samme når vi kommer hjem om aftenen. Hvis det var mig, vil jeg ikke synes der var meget at smile af, men vi glemmer ofte en vigtig ting, de er vant til den livsstil. Vi har ondt af dem, fordi vi er vant til noget helt andet. Men stadig, da han fortalt hvor meget han tjente pr. måned, kiggede jeg ned på mine shorts, de var mere værd end en månedsløn.  

Fredag havde vi første møde mellem de to skoler vi skal få til at samarbejde, Jamilo og wandiege. Mødet gik udover alt forventning, og lærerne fra de to skolerne, er villige til at samarbejde og synes det er rart at møde lærer fra andre skoler, så de kan snakke ideer og udfordringer med hinanden. Torsdag aften havde vi en knude i maven over lærer mødet, og var spændt på hvordan det ville gå. Knuden i maven kom sig af, at torsdag formiddag havde vi et lærermøde med lærerne på Jamilo skole, Marte og jeg var ansvarlige for mødet og ville fortælle hvilke observationer vi havde gjort i klasseværelserne, forbedringer og hvad de ønskede. Det var som at have 3 skolepiger sendt til skoleinspektøren for, at få en skideballe. Jeg var bange for de ville begynde at græde. Selvom vi var OVERVENLIGE og gjorde vores bedste for, at få en dialog kørende, klappede de i som østers og kiggede ned i borde. Vi sad overfor 3 voksne uddannede lærer.
Udfordringer er der nok af. Lørdag var vi på signature, som er byens største diskotek. Vi fulgtes med personalet på hotellet, da det ikke er sikkert for os at tage af sted 4 piger. I Kenya, hvis du går på gaden efter 23.00 bliver du anholdt. Så vi tog en tuk tuk. Da vi kom ind på diskotektet var vi de eneste musunkus, og alle greb ud efter os og ville snakke med os. Vi kunne ikke engang gå rundt for os selv, da det ikke var sikkert nok. Vi fandt et bord i et hjørne, og der sad jeg resten af aftenen, det var ikke særlig behagelig at gå rund. Selvom alle er super venlige, skal jeg lige vænne mig til i mit eget tempo, at alle vil være ven med dig og snakke med dig. Nogle gange, kan det hele blive lidt for overvældende.

Vi har endnu en travl uge i vente, men det er vidunderligt at være beskæftig og lave så mange forskellige spændende ting hele tiden.

Søndag skal vi på safari til Masa Mara og se dyrevandringen, glæder mig vildt til at se lidt af Kenya udover Kisumu.

Klem og kram fra Kirstine
 

 

My book buddy begynder at tage form, taskerne er færdige. Bogskabene mangler, at blive malet, og i dag har vi brugt hele dagen på at købe bøger.

mandag den 14. oktober 2013

Den virkelige verden!!!


Så startede den virkelige verden, alt det som 5 uger i Holland skulle forberede os på, og alt det skolen ikke kunne forberede os på, var pludselig en virkelighed.

Vi omgås lokal befolkningen, arbejder side om side, forhandler med dem og indgår den ene aftale efter den anden. 10 dage i Kisumu, Kenya og vi er ved, at have styr på projektet og dets indhold.

De sidste par dage, har vi brugt på at besøge lokale skoler, trykke en masse håndtryk og finde frem til hvilken skole vi vil samarbejde med, det resulterede i, at projektet indtil videre er:

My book buddy, som går ud på at lære børn at læse. Hver klasselokale bliver udstyret med et bogskab, fyldt med bøger, så eleverne kan tage en ny bog med hjem hver uge hele skoleåret. Hver elev bliver udstyret med en lille rygsæk hvor de kan have deres bog i, så de kan tage den med hjem. Vi har skulle finde en tømrer, og en skrædder til at lave bogskabe og tasker til eleverne. Bøgerne mangler vi endnu at købe, men det arbejde står vi selv for. Udover, at starte my book buddy på Jamilo skole hvor vi har base, er planen at få det startet på en mere skole.

Cooperation mellem Jamilio skole og Wandiege skole. Vi har interviewet lærerne på begge skoler, for at finde ud af hvad de hver især vil have ud at samarbejdet. Dette skal resultere i, at lærerne fra de to skoler kan dele viden og erfaring, og lærer af hinandens fejltagelser og gode resultater.

Derudover er Wandiege en skole, selvom det er forbud ved loven, en skole hvor børnene bliver slået. Regeringen tillader det ikke, men gør heller ikke noget ved det.
Siden skolen blev fri for alle i 2003 i Kenya, har regeringen ikke ansat flere lærer, men bruger antallet af elever fra 2003 som udgangs punkt for ansættelse af lærer. De ser derfor ikke nogen grund til at ansætte flere lærer, dette resulter i alt for mange elever på alt for lidt plads. På Wandiege skole, er den mindste klasse på 55 og den største klasse er med 120 elever.
Planen er, at udstyre denne skole med my book buddy. Derved har Jamilo og Wandiege skole allerede noget til fælles. Derudover skal vi have arrangeret lærermøder på kryds af de to skoler. Derved kan Jamilo give ud af sine erfaringer med ikke at slå eleverne. 

Youth group i området omkring skolerne, har vi de seneste dage samlet piger fra tre forskellige skoler. Pigerne er i alderen 13-15, og er omkring 40 i alt. På lørdag starte første ”ungdomsmøde”, hvor planen med gruppen er, at lege en masse lege sammen, og senere snakke ”alvorligt” omkring HIV/AIDS, tidlig graviditet, drenge, skole osv. I Kenya er det et stort problem, at pigerne forlader skolen pga. netop disse ting, og derved ikke får en uddannelse. Pige fodbold holdet, bliver ikke til noget, men er slået sammen med youth group, hvor de skal introduceres til boldspil, og måske senere selv starter et hold. Vi vil så meget men tiden er knap, derfor har vi valgt hvad vi synes der er vigtigst, og kan have størst indvirkning på kort tid

Derudover har vi undervist, da Jamilo skole er en lærer i undertal, og vi har derfor fyldt ind når der har været behov for det. Dette har været en kæmpe udfordring for mig, da eleverne er i alderen 4-7 år, og jeg har aldrig arbejdet med denne gruppe af elever før.
Ydermere bygger skolegangen på den behavioristiske tankegang, hvor eleverne er en tom skål der skal fyldes viden på. I dag havde jeg test (obligatorisk test, sendt ud af regeringen) med elever i alderen 6 år, de vidste hvordan man skulle udfylde en test, i sprog (engelsk) og matematik, men da vi bagefter skulle lege, vidste de ikke hvordan de skulle lave et puslespil, de er som små robotter, der ikke ved hvordan det er at tænke selv. Dog er de kun 6 år, og stadig UTROLIG søde.

I klassen sidder en dreng med en brækket arm, der ikke er gjort noget ved. Han kan slet ikke bruge armen og den er helt slap. Drengens familie har ikke råd til, at tage ham til en læge og få den lavet, og det er tydeligt at drengen har smerter i armen. Disse børn er så fattige, og det er svært at ikke føle sig forkælet når man hiver sin iphone frem for, at tage et billede af dem, deres største bekymring, er hvornår de får næste måltid.

En af pigerne fra skolen har epilepsi og fik i dag, i skolen et anfald. Forældrene vil ikke have, at hun kommer på hospitalet, selvom pigen er et skellet og jævnligt har anfald. De er så troende, at de mener hvis de beder nok, vil gud kurere hende. I dag blev det nok for lærerne på Jamilo skole, og valgte uden forældrenes tilladelse, at tage pigen til hospitalet, jeg har stor respekt for lærerne på skolen.

Det er et helt andet liv, at være i Kenya og langt fra det danske skole system.

Selvom jeg oplever mange barske ting, har det hele indtil videre været en kæmpe oplevelse. Arbejdet med de 3 hollandske piger, går helt uden problemer, vi har hver vores meninger og holdninger, men når altid til enighed.

Vi har ikke set ret meget af Kisumu, det er ikke sikkert for os at gå ud efter det bliver mørkt, så det sætter sine begrænsninger.

Dog har vi en Heineken bar på vores tagterrasse, så helt isoleret er vi ikke.

Der er meget mere, at fortælle men må holder holde for nu

Hilsen Musungu Kirstine
120 elever i en klasse!!

Klasse regler
 

 

 

søndag den 6. oktober 2013

Kenya, ikke den start jeg havde håbet på!!

24 timer og 3 forskellige fly, og vi kunne endelig sætte vores fødder på fast land i Kisumu. Vi ankom torsdag, og siden har det hele været lidt hektisk.
Landet er anderledes, og selvom jeg har prøvet at forberede mig på det, fik jeg et chok.
Men ser man bort fra alt den luksus jeg er vant til hjemmefra, er her fantastisk. Folket er mere ende venlige, og fordi du er hvid vil de endnu mere i kontakt med en.
Muzungu er navnet for hvid, og i deres øje er det det samme som, at være rig.

De første par dage har vi mest sonderet terrænet, og set Victoria lake, som jeg har udsigt til imens jeg sidder og skriver på bloggen. Victoria lake, er verdens anden største ferskvands sø.
Vi var nede, for at få frokost ved søen, og vi fandt en rigtig hyggelig restaurant. Vi bestilte alle fire en stor fisk sammen, og jeg spurgt om det var muligt at få ris til min fisk, tjeneren svarede: "selvfølgelig kan du få ris til dine fisk, men så vil der gå lang tid inden i får jeres mad, for jeg skal først ud at købe risene, og derefter koge dem", jeg tog pommes i stede :)
TIA= this is Africa, er noget vi oplever hele tiden, der er allerede masser af historier, at fortælle om, og er sikker på denne tur bliver en oplevelse for livet.

på den mere triste side, har jeg lige tilbragt 4 timer på privat hospital i dag. Torsdag da vi ankom, havde jeg i forvejen en lille forkølelse. Der er så enormt meget støv her, og min vejrtrækning og astma har været helt umulig. Her til morgen var det så slemt, at jeg var sikker på at jeg skulle tilses af en læge hurtigst muligt. De var rigtig søde på hospitalet, og gjorde alt for at hjælpe mig, måske rigeligt. Da de sagde de ville lægge et drop på mig, var jeg lidt bekymret, men gik med til det, men da de snakkede om røgten billeder af mit bryst og indlæggelse, synes jeg de gik over stregen. Jeg fik to forskellige indsprøjtninger, og to astma "masker", og en del medicin til, at tage med hjem. Det har hjulpet rigtig meget, og føler jeg er ved at komme på toppen igen.
Og skulle jeg gerne, for i morgen starter vi vores praktik, og det ser jeg virkelig frem til.   

Der vil forhåbentligt komme mere opmuntrende opdateringer på bloggen snart!!

Klem herfra

Kirstine
How to do a car wash in Kisumu

tirsdag den 1. oktober 2013

Departure, næste stop Kenya!

Lidt over fem uger er gået i Holland, og må indrømme, Holland er kommet under huden på mig. Selvom jeg savner Danmark, føler jeg mig hjemme i Holland. Stemningen, folket og byerne er fantastiske, stemningen er afslappet, og alle er venlige. Den følelse jeg sidder med nu, aftenen inden turen går til Kenya, er den samme følelse jeg havde inden jeg rejste fra Danmark.

Hvad der nu er i vente, er formentlig alt andet end hvad jeg har prøvet, at forberede mig på mentalt. Kl. 12.00 afgår flyet imod Kenya, med en mellemlanding i Istanbul, hvorefter vi flyver til Nairobi, og derfra skal med et lokalt fly kl. 7.00. Torsdag er vi i Kisumu, ca. små 24 timer tager det før vi er på vores destination.

Jeg ser frem til, at arbejde på vores projekt (vores praktik), til en anden kultur og til, en anden levestandard en den vi er vant til i vesten.

Med farvelet til Holland, siger jeg hej til 101 dag, sammen med 3 hollandske piger. Vera, Marte og Elise, fremover kommer alt kommunikation til, at foregå på engelsk, og måske lidt hollandsk ;) Alle tre piger er fantastisk søde, og jeg kan ikke vente til, at arbejde sammen med dem og få en masse oplevelser sammen.

Klokken er ved. at være mange, og backpacken er næsten pakket, jeg har kun været oppe at hoppe i den ca. 5 gange, har VIRKELIG plads problemer, der bliver ikke til mange souvenirers til at tage med tilbage.

Vil Savne Holland og ikke mindst DK de næste 101 dag.
Vi ses
Kirstine

Med få ord sagt hvad vi skal prøve på i Kenya.

"Man kan ikke give mennesker varig hjælp ved at gøre det for dem, som de selv burde gøre."
Abraham Lincoln