Skyldfølelse og
realitetssans, er noget jeg følt de sidste par dage.
Lørdag havde vi
vores første møde i vores youth group, og til vores store overraskelse dukkede
der 35 piger op i alderen 13-15. Vi havde planlagt et program med forskellige
aktive lege, som skulle ”bløde” stemningen lidt op. De var vildt generte, men
efter et par sjove lege, var stemningen meget bedre. Vi fik snakket med dem om,
hvad de godt kunne tænke sig at lave de næste kommende lørdage. Fodbold, dans,
musik, matematik og snakke om at være teenager blev nævnt. For de næste
kommende lørdage, har vi masser at give os til.
En del af det, at
holde møder, er at bringe rent vand, også fordi vi er aktive, og pigerne ikke
selv bringer vand. Vi havde købt vand, så de kunne få hvad der svarer til 2 glas
hver. I løbet af vores første møde, spredte rygtet sig, at der var fire hvide
piger der havde vand. I løbet af 1,5 time, havde vi pludselig 30-40 børn som
tilskuer til vores youth group. Da vi delte vand ud til pigerne, diskuterede
vi, om vi skulle give til børnene omkring os et glas. Kl. var 14.00 solen
bagede, deres tøj var laset og de var tydeligvis tørstige. Skyldfølelsen flød
straks ind over os alle, men hvis vi giver 30 vand, hvor mange vil komme næste
lørdag, og lørdagen efter vil hele landsbyen så komme efter vand? Vi blev enige
om, selvom det var hårdt og virkelig barsk, kun at give pigerne i gruppen vand.
Uanset hvad vi gør, kan vi ikke hjælpe alle, og nogle gange, kan jeg bagefter
tænke :”hvor kold er du lige? Du har lige nægtet et barn på 6 år rent vand.”
Det er problemet,
for hver gang nogle fortæller om selv, falder tankerne straks på, hvordan kan
jeg hjælpe dem? Og uanset hvad, kan vi aldrig hjælpe alle.
På vores hotel
har vi en sikkerhedsvagt, han sidder hver dag fra 6.00 til 18.00, 7 dage om
ugen, han har en gå tur på 45 min hver vej til hotellet, fordi han ikke har råd
til transport. Han arbejder hver dag, uden nogen fridage. Han er 25, og har
ikke muligheden for at gå ud en aften, fordi han skal møde tidlig næste morgen.
Han tjener 8200 shilling hver måned, det svarer til 540 kr. Heraf betaler han
80 kr. i skat, og sender 130 kr. hjem til hans mor. Selvom han arbejder hårdt
for ingenting, er han hver morgen vi kommer ned, smilende glad og ønsker os en
go dag, og det samme når vi kommer hjem om aftenen. Hvis det var mig, vil jeg
ikke synes der var meget at smile af, men vi glemmer ofte en vigtig ting, de er
vant til den livsstil. Vi har ondt af dem, fordi vi er vant til noget helt
andet. Men stadig, da han fortalt hvor meget han tjente pr. måned, kiggede jeg
ned på mine shorts, de var mere værd end en månedsløn.
Fredag havde vi
første møde mellem de to skoler vi skal få til at samarbejde, Jamilo og
wandiege. Mødet gik udover alt forventning, og lærerne fra de to skolerne, er
villige til at samarbejde og synes det er rart at møde lærer fra andre skoler,
så de kan snakke ideer og udfordringer med hinanden. Torsdag aften havde vi en
knude i maven over lærer mødet, og var spændt på hvordan det ville gå. Knuden i
maven kom sig af, at torsdag formiddag havde vi et lærermøde med lærerne på
Jamilo skole, Marte og jeg var ansvarlige for mødet og ville fortælle hvilke
observationer vi havde gjort i klasseværelserne, forbedringer og hvad de
ønskede. Det var som at have 3 skolepiger sendt til skoleinspektøren for, at få
en skideballe. Jeg var bange for de ville begynde at græde. Selvom vi var
OVERVENLIGE og gjorde vores bedste for, at få en dialog kørende, klappede de i
som østers og kiggede ned i borde. Vi sad overfor 3 voksne uddannede lærer.
Udfordringer er
der nok af. Lørdag var vi på signature, som er byens største diskotek. Vi
fulgtes med personalet på hotellet, da det ikke er sikkert for os at tage af
sted 4 piger. I Kenya, hvis du går på gaden efter 23.00 bliver du anholdt. Så
vi tog en tuk tuk. Da vi kom ind på diskotektet var vi de eneste musunkus, og
alle greb ud efter os og ville snakke med os. Vi kunne ikke engang gå rundt for
os selv, da det ikke var sikkert nok. Vi fandt et bord i et hjørne, og der sad
jeg resten af aftenen, det var ikke særlig behagelig at gå rund. Selvom alle er
super venlige, skal jeg lige vænne mig til i mit eget tempo, at alle vil være
ven med dig og snakke med dig. Nogle gange, kan det hele blive lidt for
overvældende.
Vi har endnu en
travl uge i vente, men det er vidunderligt at være beskæftig og lave så mange
forskellige spændende ting hele tiden.
Søndag skal vi på
safari til Masa Mara og se dyrevandringen, glæder mig vildt til at se lidt af
Kenya udover Kisumu.
Klem og kram fra
Kirstine
My book buddy begynder at tage form, taskerne er færdige. Bogskabene mangler, at blive malet, og i dag har vi brugt hele dagen på at købe bøger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar