En måned i Kenya,
men det føles som en uge, tiden går hurtig, og der er svært at holde styr på
dagene. Pludselig er det søndag og endnu en uge er gået. Med en måned i Kenya,
har jeg sammenlagt været væk i 10 uger, og har 12 igen inden jeg er i Danmark
igen.
Vi begynder, at
få en hverdag, og det er i starten virkede så unormalt er nu hverdag. Vera og
jeg er begyndt, at løbe om morgenen, da der den 1 december er et aids maraton i
Kisumu, og planen er, at løbe en halv maraton delt mellem os. Vera er ikke vant
til, at løbe så planen er at jeg løber 15 og hun løber resten af en halv
maraton. Den anden dag, vi løb igennem Kenyatta park, kl. 7.00 om morgenen, mødte
vi 2 drenge (ca. 11-12 år) de sad begge og sniffede lim, sørgeligt, forfærdelig
og virkeligt. Det er hverdag hernede, og det er blevet en del af vores liv.
Skyldfølelsen er der stadig, og kan ikke sige at jeg nogensinde bliver vant til
det, men man finder en måde, at håndtere det.
En ting, der
gjorde et indtryk på os alle, var besøget til Joyland. Joyland er en
institution for handicappede unge under 18 år. Der bor ca. 150, fordelt på
sovesale med 32 unge. De fejler alt, fra brandsår, manglede arme, spastisker,
mentalt handicappede og alt hvad der findes af handicap. Har aldrig følt mig
mere utilpas, og samtidig haft det største smil skruet på. Disse børn er
anbragt af systemet, fordi de ikke passer ind i det at være ”normal”, i Kenya
er det at være handicappet et tabu, og det lider disse børn under. Fordi du
mangler en hånd, gør det, at du skal være anbragt på en institution resten af
dit liv, gemt væk fra samfundet? Elise og jeg, delte slik ud, til alle børnene,
mens Vera og Marte snakkede med nogle af børnene. Har aldrig set så mange
forskellige handicaps i mit liv, og det var svært at virke glad, men for deres
skyld virkede vi glade, og til at have overskud. I et håbløs forsøg prøvede vi på,
at give dem en god dag, velvidende at, for dem er der ingen fremtid, kun et liv
gemt væk fra samfundet.
Med en måned i
Kenya, var det tid til at se lidt af lande. Tror vi alle kunne nikke ja til, at
vi trængte til, at få lidt tid væk fra Kisumu, det hele tiden ikke, at føle sig
sikker er ret anstrengende i længden. Vi glædede os alle til, at komme til et
mere turist prægede område. Tre dag på safari i Masai Mara! Og sikke en tur, vi
kørte rundt i minivan på savannen i tre dage, og så alle slags dyr. Har set
flere løver, vandbøfler, giraffer, elefanter, gnuer, hyænerne, zebraer end jeg
kan tælle til. Det var en fantastisk oplevelse, og en helt anden stemning og ro
end vi er vant til i Kisumu.
Projektet går
stille og roligt. My book buddy er helt færdig, vi mangler kun at fylde
bogskabene med bøgerne, og sætte lærerne ind i bibliotek systemet.
I dag har vi
´haft vores tredje møde i vores youth group, og vi har omkring 30 piger hver gang. De begynder, at åbne sig mere og mere op for
os. Snakken omkring sikker sex, at et nej betyder nej, bliver letter når vi
kender hinanden bedre. So fare so good.
Cooperation
mellem Jamilo og Wandiege, havde vi torsdag vores 2 lærermøde, og endnu engang
gik det rigtig godt. Det eneste problem vi møder, er at lærerne tror vi er
VIRKELIG rige, de spurgt om vi kunne tage dem til Holland og vise vores
skolesystem. Derudover spurgte de efter om vi kunne tage alle børnene med på
tur til Victoria lake, det er ca. 200 børn, og de ville vi skulle betale. Det
er meget frustrerende, at det i sidste ende altid handler om penge, men hvem
kan bebrejde dem, de har intet.
Hiv/aids undervisning,
vi har lektionen klar, og i næste uge er vi klar til at undervise. I går var vi
på en pige efterskole, og give dem en ”pep” talk, inden deres eksamen.
Derudover havde vi en ”pige” snak, omkring hvilke problemer de har.
Tingene går
stille og rolig, og vi har masser, at give os til.
Dog torsdag i
næste uge, bliver der tid til, at Vera og jeg kan rejse mod Mount Kenya og
bruge fire dage på, at bestige Kenyas anden højeste bjerg.
Klem og Kram
Kirstine
Kirstine
